Angst

Angst kan ses som en naturlig biologisk forsvarsmekanisme, der er medfødt. Vi skal kunne blive angste og frygte noget, da netop de ubehagelige følelser får os til at reagere på det, der kan være farligt for os. De får os til at handle – fjerne os fra eller tage kampen op med det, vi bliver bange for.
Når angsten ”tager over” og vi begynder at blive angste og frygte ufarlige situationer, invalideres vores hverdag, da vi ikke kan fungere optimalt, som vi gerne vil. Undersøgelser viser at ca. 350.000 mennesker i Danmark lider af en form for angst (jf. angstforeningen.dk) Der er flere typer angstlidelser. De mest almindelige er panikangst, socialangst/socialfobi og generaliseret angst (for flere typer og mere uddybende tekst – se evt. www.angst.dk, www.spejletsangst.dk eller www.jpsc.dk).
Panisk angst eller panikangst
Panik¬angst er tilbagevendende pludselige anfald, som ikke har med en bestemt situation at gøre. Fokus for den angstramte bliver på de ubehagelige kropslige symptomer, som panikanfaldet giver. Personen, der får et panikanfald vil som regel opleve hjertebanken, svimmelhed, åndenød, ryste og får ofte frygt for at dø, miste besindelsen og kontrollen.
Socialangst/socialfobi
Angsten er ikke knyttet til bestemte situationer, men til samvær med andre mennesker. Frygten handler om, at man er bange for andres vurdering, at blive ydmyget eller kritiseret, gøre andre vrede, opføre sig pinligt eller virke dum – og at de andre vil kunne se, at man er nervøs, da man ofte vil have symptomer på det eksempelvis i form af rødmen, rysten, svede og talevanskeligheder. Der skelnes mellem generaliseret socialfobi, det vil sige, man er angst i de fleste former for samvær med andre mennesker – og afgrænset/specifik socialfobi, hvilket gælder særlige situationer, eksempelvis sige noget i forsamlinger, spise med andre eller skrive mens nogen ser på. Denne type socialangst er ofte blevet indlært efter et uventet panikanfald. Socialangst starter ofte i teenageårene, hvor vi er særlige opmærksomme på, hvad andre mener og synes om os. Undersøgelser viser, at personer med socialangst ofte har tendens til at stille meget store krav til sig selv og deres præstationer.
Generaliseret angst
Generaliseret angst er en vedvarende ængstelighed eller nervøsitet, der ikke er begrænset til særlige situationer. Angstens indhold er vedvarende bekymringer, grublerier. Det kan være om arbejde, sygdom, økonomi, bolig, kolleger, bemærkninger fra partneren osv. Bekymringerne er som sådan til at forstå – også for andre – men problemet er, at bekymringerne er meget overdrevne og urimelige i forhold til den reelle sag.
Der er gode behandlingsresultater inden for behandling af angst. Særlig den kognitive adfærdsterapeutiske metode, hvor der arbejdes med at ændre tankerne og adfærden, der fastholder angsten.

Læs også om hvordan psykolog Tove A. Haugaard kan hjælpe hvis du har problemer med:
depression
stress
udbrændthed
krise – pga. sygdom, sorg, tab m.m.
Sorg

Psykologpraksis.net v/ Tove A. Haugaard